Arrangementer

Ideal Bar:

Fredag
02.03.2012
Kl. 18.00
Entré:
Gratis entré

Lou Reed's 70th Birthday Bash

Fejring af rockens store ikon

En af musikhistoriens ypperste rock’n’rollere, Lou Reed, runder 70 år, og det bliver fejret med quiz, dj-sæts og oplæg i Ideal Bar. Samtidig er aftenen oplagt opvarmning til legendens danske koncert.

En hyldest til en af rockens største ikoner
Stilskaber, storbyrotte og skruppelløs tabubryder. Med sin umættelige sult efter livet og musikken har Lou Reed vokset sig til en af rockens største ikoner.

Først som frontmand i banebrydende Velvet Underground, som stadig bliver efterabet, og siden som en enerådig solist, hvis næste træk aldrig er forudsigeligt, men altid interessant.

70-års fødselsdag
Den 2. marts fylder han 70 år, og i den anledning lægger Ideal Bar lokaler til arrangement "A Life On The Wild Side: Lou Reed's 70th Birthday Bash" – en tilbagelænet fejring af en mand, som har rykket grænserne for, hvordan musik lyder, og hvilke historier den fortæller.

Aftenen byder på et oplæg af forfatter, anmelder på Weekendavisen og mangeårig Lou Reed-fan, Bo Green Jensen, en quiz med seje præmier samt dj-sæts, som graver kendte og ukendte perler op fra newyorkerens sangskat.

Blandt andet bidrager forfatter og musikkritiker på Information, Klaus Lynggaard, med et særligt set, hvor han præsenterer en af sine passioner: Lou Reed-covernumre.
Gratis entré

Obs! Der kan forekomme stroboskoplys til koncerter i VEGA.
Info om aldersbegrænsning, koncertstart, billetter og kamera til VEGAs koncerter, finder du i vores Spørgsmål & Svar-sektion.