Spejderrobot gæster Boho Dancers EP-release

Når Boho Dancer holder releasefest den 6. februar i Ideal Bar, benytter de lejligheden til også at fejre deres musikalske venner.

Den københavnske trio har nemlig inviteret en række af undergrundens stærkeste navne til at komme og fejre deres første udgivelse. Cody, Spejderrobot, Frederik Vedersø (fra The Eclectic Moniker), Penny Police, Echo Me og Den Fjerde Væg vil spille egne numre og fortolke numre fra Boho Dancers debut-ep.

Boho Dancer om Spejderrobot

"Mikael var lærer på Engelsholm, hvor Ida har gået, og er en kunstner vi har stor respekt for. Han er en stor personlighed, med et overvældende musikalsk talent. Hans musikalske verden er fuldstændig unik - så vi glæder os til at høre hvad han finder på.

Spejderrobot

Den elektroniske kunstner Spejderrobot har efter hans tre egne plader haft travlt. Senest har Spejderrobot aka Mikael Elkjær udgivet en plade i samarbejde med programmøren og kunstneren Emil de Waal. De to har sidenhen skabt bandet Crash and Compute, som gerne skulle stå klar med en EP her i foråret.

Hør hvordan Spejderrobot lyder via Soundcloud.

Hvad har du tænkt dig at spille på aftenen?

Jeg har valgt at spille en version af "Me and your God" - Nummeret som jeg har kendt siden demostadiet (som at kende et menneske fra da det var barn?) - er en ateistisk hymne, som på aftenen bliver en stram house version med abstrakte vokal cuts og sprøde claps. Desuden spiller jeg et nummer fra skrivebordsskuffen - hvilket har jeg endnu ikke lagt mig fast på.

Hvad har din bedste VEGA-oplevelse været?

”Har været til mange gode koncerter med bl.a. Bob Hund, Me'shell Ndegocello og Primal Scream i VEGA. Jeg holder meget af bygningens arkitektoniske kvaliteter, der på fornem vis sætter stemningen for de aktiviteter der udfolder sig på stedet.”

Hvad har du af forventninger til aftenen?

”Jeg glæder mig meget til at høre de forskellige bud på Boho Dancers sange - og glæder mig selvfølgelig til at spille min version af "Me and your God" for dem. ”

Boho Dancer Release Fest / 6. februar i Ideal Bar - Læs mere
Skrevet d. 1. februar 2012

Seneste nyheder

Vælg måned/år
Vælg type