Svedhytten

Stemningen bestemmer festen
Svedhytten giver associationer til ski, sauna og birkegrene og danner muligvis lidt halv- lumre billeder hos nogle, og der er da også en klar forventning om, at dampen vil blive holdt oppe til Svedhyttens fester.
Der er lagt op til en intim, men uhøjtidelig atmosfære, og alt efter hvilket publikum der er til stede, vil de tre dj’s være opmærksomme på, hvor festen er på vej hen og vejre stemningen og bygge deres sæt op efter dette.
Musikstil
Man kan forvente alt fra groovy tech house til underfundig og dansabel disco med et tvist af de nyeste og sejeste indie- og rock-remixes. Stilen er organisk, blandet med kækhed, og som nævnt vil drengene følge crowden og fornemme folks musikalske behov.
Samtidig vil drengene følge med i, hvad der foregår i resten af VEGA, og lejlighedsvis invitere danske og internationale musikere og dj’s ned i hytten for at give et nummer. Så hvis et stort navn spiller i Store VEGA, er der mulighed for at se stjernerne agere dj’s af og til.Med et lukket Kødboderne 18, og en by der trænger til noget nyt og friskt, er de unge knægte klar til at tage imod natte-publikummet, som må være trængende. Bag pulten vil de tre garvede drenge hver lørdag aften forvandle sig til fuldvoksne og svedige mænd - hvis eneste mission er at få folk til at danse.
Læs mere og følg Svedhytten på deres Facebook-gruppe.
















